Jens Mandrup Rasmussen

I søndags sluttede de olympiske lege 2008. Legene blev som bekendt afholdt i Kina og før og under legene var der ganske meget fokus på demokrati og ytringsfrihed i Kina. Medierne rapporterede jævnligt mere eller mindre groteske overtrædelser af menneskers basale rettigheder, såsom tvangsflytninger for at give plads til de olympiske bygninger eller præventiv arrestation af dissidenter. Midt i alle disse skrækbilleder fra Kina, er det værd at vende blikket indad og se på vores eget samfund.

Hvad er situationen for de basale rettigheder i demokratiet Danmark? Risikerer almindelige mennesker vilkårlig overvågning, ubegrundet visitation, rensagning uden foregående dommerkendelse, arrestation på åben gade og beslaglæggelse af varelager – alle ting som vi har hørt foregår i Kina og andre diktaturer.

Det sørgelige svar er: Ja – som borger i Danmark risikerer du alle disse ting, også selvom du ”opfører dig ordentligt”

Visitationszoner

I efterhånden store dele af København er der oprettet visitationszoner, hvor Politiet til enhver tid kan standse borgere og visitere dem, det vil sige gennemrode dine ting blot fordi du opholder dig i området. Normalt skal politiet have begrundet mistanke for at måtte visitere dig, men den basale retsikkerhed herved, er blevet tilsidesat, officielt med hjemmel i politilovens §6. Problemet er blot, at §6 kun burde anvendes i korte og klart definerede perioder, for at hjælpe med til at løse et umiddelbart problem, for eksempel meget grov knivvold, og ikke som det er nu, en nærmest permanent tilstand, som Christiania, der har været en visitationszone siden 2006. Intet problem kan være så stort at en så voldsom undtagelse for almindelig retsikkerhed tilsyneladende kan blive forlænget i det uendelige.

Tilfældige arrestationer

At blive trukket til side på gaden og blive arresteret uden begrundelse eller opleve at ens hjem bliver ransaget uden begrundelse, er ting vi normalt forbinder med lande som Kina. Desværre finder sådanne ting sted i dag i Danmark. I løbet af de sidste 2 år er næsten 400 borgere blevet tilkendt erstatning i forbindelse med uretmæssig arrestation. Tilsyneladende bekymrer politiet sig ikke videre om at have en sag mod de personer, man arresterer, men har i flere tilfælde benyttet arrestationer som en metode til at fjerne folk fra et område, hvor politiet ikke mener at de skal opholde sig.

Det kan kun ses som en grov overtrædelse af den enkelte borgers retsikkerhed at politiet tager et så groft middel i brug i flæng, frem for at gøre deres arbejde indenfor rimelighedens rammer. For de fleste mennesker er det en meget voldsom oplevelse at blive arresteret og eventuelt tilbringe en nat i arresten og ikke noget vi skal udsættes for vilkårligt. De vilkårlige arrestationer nåede groteske højder under sidste års uroligheder i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, hvor flere individer sad varetægtsfængslet i flere uger, hvorefter det viste sig at politiet uretmæssigt havde arresteret og fængslet dem.

Rensagning uden dommerkendelser

Under urolighederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset ransagede politiet temmelig mange steder uden på forhånd at have fået en ransagningskendelse. Normalt skal politiet have lov af en dommer til at gennemføre en ransagning og en sådan tilladelse kommer først efter dommeren har vurderet om politiet har tilstrækkelig stærke beviser på at stedet politiet vil ransage har tilknytning til en forbrydelse. Politiet har hjemmel i retsplejelovens §796 til i særlige tilfælde at gennemføre ransagninger uden dommerkendelse hvis der er risiko for at beviser kan forsvinde inden en ransagningskendelse er fremskaffet. Dette kan være fornuftigt, men kan også misbruges, hvilket politiet også gjorde. Flere institutioner med tilknytning til venstrefløjen blev ransaget uden at politiet oplyste at man har ret til at få ransagningen prøvet ved en domstol og i et enkelt tilfælde oplyste politiet slet ikke organisationen, Rød Ungdom om ransagningen, som RU var på nippe til at melde til selvsamme politik som et gement indbrud, inden en nabo kunne oplyse at indbrudstyvene havde været uniformerede. Andre fik beslaglagt genstande uden at det senere lykkedes politiet at finde en eneste god forklaring på beslaglæggelsen.

Anti-terrorlovgivningen

I de foregående afsnit har jeg givet eksempler på hvorledes politiet i de seneste år har misbrugt den tillid vi borgere har givet ordensmagten. Flertallet af disse misbrugssituationer er kommet frem fordi domstolene har underkendt politiets handlemåder – man har ganske simpelt forbrudt sig mod lands lov og ret. Desværre er den retlige beskyttelse af os borgere ved at blive undermineret. Siden 2002 har dette lands politikere vedtaget en række love, alle under dække af at være anti-terror-love, der fratager os en række rettigheder. Allerede i 2002 ved den første anti-terror-lov, blev det forbudt under fængelsstraf at støtte terrororganisationer. Dette kunne jo lyde ganske fornuftigt. Problemet er dog i det hele taget at definere en terrororganisation. Danmark følger en liste over terrororganisationer udarbejdet af EU’s ministerråd. Det er ikke muligt at for organisationer at forsvare sig, det er yderst vanskeligt at for præcise forklaringer på hvorfor organisationer er på listen (læs udenrigsministerens forsøg her)og det er heller ikke muligt at få at vide hvordan man kommer af listen. Denne liste bruges i dag til at retsforfølge mennesker, der har udtrykt deres støtte til en eller flere af organisationerne på listen.

Tøjfirmaet Fighters + Lovers er anklaget for at støtte PFLP (palæstinensisk organisation) og FARC (colombiansk organisation) idet man har solgt t-shirts med PFLP’s og FARC’s logoer på og ladet en del af overskudet gå til videre til disse. Ifølge Fighters + Lovers går overskudet til oplysning og drift af radiostationer i Columbia og Palæstina. Lige præcis F+L-sagen er et fremragende bevis på at ulovliggørelse af sympatisering er problematisk. I følge den danske regering og EU’s ministerråd er FARC og PFLP terrororganisationer, men billedet er noget mere mudret. I Columbia har FARC i mere end 40 år kæmpet mod et styre, der baserer sin magt på nogle ganske få mennesker og næppe kan kaldes demokratisk – og er ”berømt” for at have benyttet dødspatruljer til at myrde sine politiske fjender. I Israel/Palæstina har PFLP siden 60′erne kæmpet for et selvstændigt Palæstina, mod en besættelsesmagt, som kun i begrænset omfang har vist sig villig til at give palæstinenserne deres frihed.

Hvorvidt PFLP og FARC er terrororganisationer eller ej er egentlig ikke det vigtige – Det er retten til at have en holdning, der er i strid med flertallets, også kaldet ytringsfriheden. Hvad der i dag er terrorrister, er morgendagens helte, såsom ANC og Nelson Mandela, der i 80′erne af de borgerlige partier blev kaldt netop terrorister! Vi borgere har ret til at være uenige med etablissementet og skal ikke kunne dømmes eller fængsles ud fra yderst løst definerede ideer om hvad der er terror og hvad der ikke er.

Det nyeste – Telelovens §15

Per 1. januar 2008 er anti-terrorlovgivningen blev ekspanderet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har nu ret til at få adgang til al telekommunikation! - med tilbagevirkende kraft. Det vil sige at teleudbyderne i Danmark er blevet pålagt at logge al telefon-, e-mail-, internet- og sms-trafik og gemme den til den dag PET kommer og beder om det. PET skal ganske vist have en dommerkendelse for at få adgang til informationerne, men det fjerner ikke det faktum at al telekommunikation nu overvåges. Det kræver kun et mindstemål af paranoia at få en fornemmelse af, at Storebror holder øje med dig. Desuden er der et fundamentalt problem ved at overvågningen ikke sker på initiativ af efterretningstjenesten ud fra en begrundet mistanke, men som en general regel. Vi borgere opfattes som skyldige indtil det modsatte er bevist og ikke som det burde være, uskyldige. Telelovens §15 er blot det sidste i en række af tiltag, der forøger overvågningen af den almindelige borger i Danmark. Videoovervågning af gader og stræder, ønske om øget registersammenkøring, krav om kommunalt dyneløfteri og frivillig selvcensur medvirker til at skabe et samfund, hvor den enkelte borgers retssikkerhed formindskes.

Hvad nu?

Vi SFere har en stor opgave foran os, den dag vi indtræder i en ny regering. Det er vores pligt at skabe en retsstat, hvor den enkelte borgers rettigheder ikke kan trampes på med samme lethed som i dag. Det er nødvendigt at afskaffe langt hovedparten af de voldsomt udvidede beføjelser, efterretningstjenesterne og politiet har fået tildelt de seneste år. Ligeledes skal vi lukke de alt for mange huller i lovene, der tillader politiet at tage sig en række friheder på borgernes vegne. Samtidig har det vist sig at de borgerlige politikere, politiet og efterretningstjenesterne gladeligt overtræder den enkelte borgers rettigheder og det derfor er nødvendigt med klar lovgivning, der sikre borgernes retsikkerhed, allerhelst en grundlovssikring.

Den borgerlige regerings demokratiske sindelag rækker ikke langt udover skåltalerne. Vi SFere må derfor stå som bannerførere for retsikkerheden og bekæmpe overvågningssamfundet.

I aften er det 63 år siden at det meddeltes fra Montgommerys hovedkvarter at de tyske styrker i Nordvesttyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig. Husk at tænde lys i vinduerne til minde om den glædesaften.

Derudover kan jeg blot citere min bedstefars yndlingssang:

En lærke letted

En lærke lettede og tusind fulgte
og straks var luften et væld af sang
De tusind tårne tog til at tone
og fyldte landet med klokkers klang
og byer blomstrede i rødt og hvidt
og det var forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år
Da Danmark vågnede med klare øjne
til glædestimer og frimandskår
og landet lyste fra sund til klit
for det var forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Vi mindes stille de tapre døde
hvis navne lever i Danmarks navn
og takken søger til dem, der segnede
og dem der sidder med tunge savn
Gud trøste dem, der har lidt og stridt
til det blev forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Men du som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd
dig flyver hjerternes tak i møde
vor skæbne er i din stærke hånd
Nu er det forår, og Danmark frit
Velsign det Herre, fra sund til klit
fra sund til klit

I går var det minisupertuesday eller hvad man nu skal kalde det. Begge partier holdt primærvalg i 4 delstater, Rhode Island, Vermont, Texas og Ohio.

For republikanernes vedkommende havde John McCain muligheden for definitivt at sikre sig nominationen som the Grand Old Partys præsidentkandidat, hvilket han også gjorde. Reelt havde der ikke været tvivl om hans position siden Mitt Romney trak sig efter Supertuesday i sidste måned. McCain vandt alle fire primærvalg og den sidste modkandidat, Mike Huckabee trak sig i går. McCain kan nu fokusere sin kampagne mod det egentlige præsidentvalg i november 2008.

Demokraternes primærvalg er stadigvæk pivåbent. De to kandidater, Barack Obama og Hillary Clinton, kan ikke påstå definitivt at have slået den anden. Obama har vundet flest stater og har flest delegerede, mens Clinton efter en måned med lutter nederlag, vandt 3 stater i går, Rhode Island, Ohio og Texas. Klik på dette link for at se hvilke stater Obama og Clinton har vundet. Som nævnt har Obama flest delegerede og er, på trods af at Clinton vandt flest stater, en svag favorit. Dette skyldes primært at i modsætning til næsten alle andre valg i USA benytter Demokraterne sig af forholdstalsvalg i deres primærvalg, hvilket betyder at kandidaterne næsten får tildelt delegerede propotionalt i forhold til deres stemmetal. Grunden til at det kun næsten er propotionalt, er mangesidet. De fleste demokratiske delstatsorganisatione benytter af et system med valgkredse, hvor de delegerede fordeles i den enkelte valgkredse. Det betyder, at især i de valgkredse, hvor der er et lige antal delegerede på valg, ingen gevinst er i at vinde kredsen med under 62,5 procent, man får alligevel kun 2 delegerede. Derudover fordeler de fleste delstater et antal delegerede på delstatsplan proportionalt. De steder hvor det for alvor bliver forvirrende, er de stater, hvor man bruger såkaldte caucuses. Jeg kender ikke noget tilsvarende dansk begreb, men basalt set går det ud på, at partimedlemmerne (hvilket er et meget løsere begreb i USA) for et område mødes og for eksempel stiller sig på efter hvilken kandidat man vil stemme på. Der er altså ingen anonym afstemning som i primærvalgene. Det bliver endnu mere underholdende af, at det er tilladt at skifte mening, så man reelt har en mulighed for at manipulere med resultatet til sin foretrukne kandidats fordel.

Grunden til at denne omstændige forklaring er nødvendig, er at Texas, The Lone Star State, har et frygteligt kompliceret valgsystem, der kombinere primærvalg og caucuses, hvilket gør at der er en chance for at Clinton, på trods af, at hun knebent vandt primærvalget i delstaten, faktisk får færre delegerede fra Texas end Obama, da Obamas valgorganisation har vist sig eminent dygtig til at organisere sine tilhængere til caucuses. Alt i alt kommer i går til at betyde, at Clinton henter ganske få delegerede på Obama og stadigvæk vil være cirka hundrede delegerede bagefter.

Der er ikke mange primærvalg tilbage, præcis 12 stk. og visse af de, North Carolina og Mississippi, er Obama næsten sikker på at vinde overbevisende. Clinton er favorit i Pennsylvania, men er næppe i stand til at vinde den stat så stort at hun kan indhente Obamas føring. Til gengæld er det nok ikke muligt for Obama at opnå et flertal blandt de valgte delegerede, da han kun har cirka 1300, 2000 er krævet for en majoritet og der er kun cirka 600 tilbage. Obama kommer til at stå med flest delegerede men ikke med et flertal når Demokraterne afholder deres konvent i Denver, Colorado i slutningen af august 2008. Dermed bliver de såkaldte superdelegerede afgørende. Superdelegerede er valgte repræsentanter, partibosser og andre fra Demokraternes partiorganisation og udgør cirka 800 delegerede. Nogle af dem har allerede meldt ud, hvem de støtter, men det er på ingen måde en bindede udmelding og deres vurdering af, hvem der bedst kan slå John McCain i præsidentvalget, kan sikre pågældende valget som Demokraternes præsidentkandidat.

Hvorfor er det så endnu ikke afgjort? Det er meget længe siden at Demokraternes primærvalg ikke har været afgjort så langt henne i processen. Grunden til dette, mener jeg bunder i at man står i den helt unikke situation, at man har 2 yderst kvalificerede kandidater, der hver især er i stand til at mobilisere enorme mængder af opbakning, både økonomisk og fra partiets græsrødder og som derfor kun vanskeligt at gennemtvinge et afgørende overtag. Egentligt burde Demokraterne ikke klage, da begge kandidater har en reel mulighed for at vinde præsidentvalget. Men dertil skal der dog siges at der også er svagheder ved denne meget langtrukne proces. For det første koster det enorme resurser. Ganske vist bliver donationer til primærvalgene ikke inkluderet i max-donationsgrænserne til præsidentvalget, men allerede nu har de to kandidater trukket store veksler på deres støtter og pengene kunne ærlig talt bruges bedre på en massiv national kampagne. Samtidig øges risikoen dag for dag for at en af kandidaterne eller begge, falder for fristelsen og benytter sig af negative beskrivelser af den anden. Det kan kun skade Demokraterne når det rigtige valg skal stå. Og for det tredje giver det Republikanerne lejlighed til uforstyrret at lancere deres nationale præsidentkampagne.

Alt i alt ville det nok være smartest hvis en af kandidaterne trak sig, men det sker næppe.

Klik på kortene for at se et større billede.

Enhedslisten:

Venstre:

Socialdemokraterne:

En fantastisk flot fremførelse af en allerede meget smuk sang - Hausgaard er virkelig det nærmeste vi kommer til en folkelig poet (selvom han nok ikke selv ville bruge sådanne ord).

Her er et kort over SFs stemmefordeling ved valget i november 2007. SF gik som bekendt voldsomt frem og fik sit næstbedste valg til dato med 13 procent af stemmerne. SFs stemmer er på ingen måde fordelt lige over landet, som kortet også viser.

Klik på dette link for at se billedet i en meget bedre opløsning. På kortet ses det tydeligt at storbyerne stadigvæk er SFs højborge.

I dele af København fik SF mere end dobbelt så mange stemmer, som landsresultatet og kun på traditionelt konservative Frederiksberg, fik SF mindre end 20 procent af stemmerne. Dårligste kreds i København var Østerbro med 20,1 procent af stemmerne, men det er vel at mærke også i Socialdemokratiets formands hjemkreds. Bedste kreds var Nørrebro med 27,3 procent.

I Århus fik SF også en resultat, der var markant over landsgennemsnittet, dog alle 4 kredse under 20 procent. Bedst var Århus Nord med 19,5 procent, Århus Vest dårligst med 15,4 procent.

Danmarks tredjestørste by, Odense, gav også SF en virkelig godt resultat. Alle 3 kredse lå et pænt stykke over landsgennemsnittet, med Odense Øst som den suveræne topscorer med 18,8 procent. Øst er også den eneste kreds vest for Storebælt, hvor AFØ har flertal alene (faktisk fik A og F 50,0 procent, med Enhedslisten bliver det 52,7). Fyns storkreds var dog SFs næstbedste med 14 procent af stemmerne, kun overgået af Københavns Storkreds med 21 procent.

Jylland er SFs achilleshæl, især jo længere vest vi kommer. Især er det interessant at SFs dårligste kredse i hele landet er Herning Nord (6,2 procent) og Ikast (7 procent). Disse byer er til dels præget af traditionelle fremstillingsvirksomheder uden at SF, eller for den sags skyld Socialdemokraterne, har kunne finde fodfæste her. Langs købstæderne på østkysten får SF nogle flere stemmer - Kolding er Villy Søvndals hjemby - mens en by som Aalborg ligger under landsgennemsnittet, bortset fra Aalborg Øst (13,2 procent). Lemvigs 13 procent hænger sammen med bysbarnet Kresten Touborg og en del øko-bønder.

Lolland har jeg tidligere omtalt. Flemming Bonne er den altafgørende grund til at SF fik 25,8 procent her. Resten af Sjælland ligger lidt under valgresultatet. Især er det overraskende at SF kun fik 12,5 procent i Kalundborg hvor Tommy Dinesen var SFs eneste tilbageværende borgmester (Dinesen trak sig januar 2008 på grund af dårligt helbred og blev erstattet af en socialdemokrat), men det beviser blot at kommunalpolitik og landspolitik er to vidt forskellige ting.

Julen kommer – før end vi ved. Den første linje af sangen Peters Jul rammer hvert år plet for mit vedkommende. Pludselig er julen over os. Det første stensikre tegn er tilbudskatalogernes angreb på min postkasse. Denne gang behøver forretningerne ikke at finde på en fødselsdag/jubilæum/Halloween eller anden anledning for at lokke med tilbud. Det er jul og der ved vi jo at varer kan man få i tusindvis, tænk Dem bare, og til indkøbspris. Sikken voldsom trængsel og alarm præsenterer måske en lidt naiv forestilling om forretningers profitmargin, men de tusindvis af varer er ganske korrekt. Julen er en forbrugsfest og det er netop på det punkt at min socialistiske sjæl stejler. Jeg gider ikke forbrugsræsset. Men hvad så?

I år forventes det at hver dansker bruger cirka 1200 kroner på julegaver. Nordmændene, der har lidt flere oliefelter og ikke ligger under for Mærsk, bruger cirka 2000 kr på gaver. Det er temmelig mange penge, cirka 66 milliarder. Tænk om vi blot anvendte en brøkdel på noget lidt mindre materialistisk.

Giv en ged.

Sidste år lancerede Folkekirkens Nødhjælp den fantastiske gaveidé, Giv en ged, der til alles overraskelse blev en stor succes med mere end 7.000 geder til Malawi.(faktisk flere end de kunne afsætte i de tilknyttede landsbyer, så projektet blev spredt ud).

Denne succes har gjort, at mange nødhjælpsorganisationer har sådanne gavemuligheder i år. Jeg nævner i flæng: Care Danmark sælger julegaver, der går til perlehøns til Ghana og æsler til Niger (en gave, jeg godt kunne frygte blev givet som mere eller mindre diskrete hentydninger til sin bedre halvdel); Dansk Røde Kors sælger julegaver såsom et års skolegang til forældreløse børn i Zimbabwe og Malawi: Ibis cykler til børn i Mozambique og HIV/AIDS-forebyggelsespakker i Peru og Namibia og UNICEF poliovacciner og myggenet. Der er mulighed for at give gaver fra 99 kroner til 29.000 kroner.

Gavner det?

Der har været noget kritik af disse gaveidéer og deres popularitet. Nogle har kaldt det godhedsindustri og andre ikke videre flatterende udtryk. For mit vedkommende er der to grunde til at jeg fuldt bakker op om disse gaveformer.

For det første så gavner det. Med en regering, som har skåret ned på bistanden til udviklingslandene, som helst vil kunne kontrollere til mindste detalje hvad pengene bliver anvendt til og generelt har et dybfølt had overfor uafhængige nødhjælpsorganisationer, så er der brug for støtte til disse små lokale projekter, der gør en forskel. Støtte til udviklingslandene bør og skal foregå på forskellige niveauer, både i form af samarbejde mellem stater og store projekter, såsom bedre veje og fungerende elektricitet, men også i det små, hvor støtten kan skabe en afgørende forskel for den enkelte familien og den lille landsby, som ofte bliver overset i det store spil.

For det andet gavner det også herhjemme. Når fatter sidder, fed af flæsket, efter et overdådigt julemåltid, og knapt kan rejse sig for at tage imod årets julegave, er det kun passende, at familien, i stedet for at give ham endnu en skjorte, eller ektraudstyr til Webergrillen, har givet en familie i Bolivia en lama. Det kunne jo så være, at man fik sig en god snak om vilkårene i andre lande og derigennem fik øget bevistheden om for eksempel de hvides undertrykkelse af indianerne i Bolivia, passende koblet med en analogi til indvandrer/flygtningedebatten herhjemme.

Alternativer

Hvis man nu er af den overbevisning, at denne form for ulandsstøtte til tider nærmer sig aflad, eksisterer der et alternativ, som ikke kun hjælper gennem ved juletid, men gør en indsats hele året. Det danske firma MyC4 tilbyder via deres hjemmeside, www.myc4.com mennesker over hele verden at gøre en indsats for udviklingslandene. På ægte basisdemokratisk vis videreformidler MyC4 driftige afrikaneres ønsker om at optage mikrolån og mindre lån. Du har så mulighed for at byde ind på et lån eller en del af et lån. MyC4 sørger så for at de mennesker, der har givet det bedste lånetilbud ”vinder” lånet.

Nu er der måske nogle, der vil mene at dette ikke er rigtig godgørenhed, idet dem der tilbyder lånene, faktisk tjener lidt penge på dem. Til det må jeg sige, at lige netop denne type støtte opfylder mange af de krav, jeg har til virkelig gavende udviklingsstøtte. For det første afhjælper man et stort problem i udviklingslandene, adgang til kapital. Dette kan måske lyde underligt i vores samfund, hvor man konstant bliver overfaldet med tilbud om at låne penge, men afrikanske banker er typisk meget lidt villige til at låne penge til smålånere, der så bliver tvunget ud på det grå/sorte marked og må låne til ågerrenter. For det andet støtter man mennesker, der selv vil gøre noget ved deres tilværelse. Alt for meget af støtten til udviklingslandene bliver givet i form af nødhjælp, når tingene allerede er gået galt. Det er langt bedre at medvirke til at skabe samfund, der er i stand til at modvirke katastrofer i opløbet, så vi undgår statskollapser og hungersnød.

Julestemningen?

Disse katastrofer giver gode tv-billeder og appelerer til vores dårlige samvittighed, men sådan skal det ikke være og tro nu ikke at jeg vil kritisere dem, der giver en ged (eller en perlehøne, som jeg) i julegave. Alt gavner. En sidste ting vil jeg blot opfordre til – hvis I står og er lidt i tvivl om hvordan I kan sikre virkelig god julestemning, så sætter Mødrehjælpen stor pris på jeres hjælp, der kan sikre at svage familier i Danmark også får en god jul.

Så er folketingsvalget overstået (ok, det er lidt mere end en uge siden, men jeg har været optaget - og ganske udmattet) og SF fik et fantastisk valg. 13 procent af de afgivne stemmer, det næstbedste resultat i partiets historie. Nu vil de opmærksomme sikkert pointere at udover SFs til dato bedste resultat, valget i 1987 med 27 mandater og 14,6% af stemmerne, var resultatet ved 1988-valget også bedre end dette, da SF fik 24 mandater mod 2007-valgets 23 mandater. Faktisk blev resultatet i 1988 og 2007 begge på 13 procent, men 2007 har en minimalt højere brøk, 13,05 mod 13,03. Grunden til at SF fik flere mandater i 1988 var spærregrænsen. I 1988 mislykkedes det for Venstresocialisterne, Fælles Kurs, DKP, og De Grønne at opnå valg til folketinget. Samlet gik 4,7 procent af stemmerne til spilde, hvilket gjorde, at de store partier, herunder SF, der blev 3.størst, fik nogle meget billige sidste-mandater.

Bedste områder

Ikke overraskende lå nogle af SFs allerbedste områder i København. Byen har siden SFs stiftelse været en partihøjborg og SF har uden undtagelse haft en større stemmeprocent i byen, end på landsplan. Denne gang var fremgangen også imponerende. I gennemsnit fordoblede SF sit stemmetal og blev endda største parti i 3 valgkredse i Københavns Storkreds.

Topscoreren er ikke overraskende Nørrebrokredsen, hvor SF fik hele 27,3 procent af de afgivne stemmer. Allerbedst gik det på Blågårdskolens afstemningssted (5. Syd), hvor 28, 9 procent stemte SF. På denne skole fik Ø 16 og SD 20,4 procent - alt i alt 68,3 procent på de rigtige røde plus RVs 10, 3 procent, en beskeden majoritet på 78,6.

På Vesterbro faldt 27,0 procent af stemmerne på SF, en beskeden fremgang på 14,7 procentpoint og i Indre By var 21,2 procent nok til at blive største parti.

Den allerstørste fremgang og suveræne 3. plads går dog ikke til en københavnsk kreds. Nej, Den lokale helt ryddede bulen i Nakskov. SF blev største parti i Lollands Kommune med 25,8 procent, en utrolig fremgang på 18,8 procentpoint. På Nakskov bys to stemmesteder opnåede SF 44,9 og 46,3 procent af stemmerne - eller skal vi sige det, som det er: Flemming Bonne opnåede disse stemmer. 93,1 og 93,8 procent af SF-stemmerne var personlige stemmer på den tidligere borgmester i Nakskov, der fik et yderst godt valg med 8.345 personlige stemmer, som i høj grad blev afgivet på Sydhavsøerne. 6.464 i Lollands Kommune og 941 i Guldborgsund Kommune, de sidste knapt tusind på Sjælland. 20 procent af de afgivne stemmer i Lollands Kommune var på Flemming Bonne. Det minder om de bykejsere, vi kender fra kommunalvalgene ;-). I går blev Flemming så kommunalordfører for SF. Jeg kan næsten ikke vente på at den vel nok mest kendte og vidende repræsentant for udkantsdanmark (og min fødeegn) fortæller alle de mange små DJØFfer på tinge hvordan verden ser ud andre steder end brokvarterne.

Så er skræmmekampagnen i fuld sving. Nyhedsavisen har haft regnestokken fremme og har regnet sig frem til at SF’s forslag til ny politik vil koste 70 milliarder kroner årligt. Det lyder jo temmelig vildt og er også forkert. Halvdelen af det enormt store beløb kommer fra en påstand der må stå alene for Nyhedsavisens regning.

For det første kan Nyhedsavisens journalister ikke finde ud af procentregning. De har fået at vide fra Pernille Vilsø Bagge at en kvinde gennemsnitlig tjener 86 kr hver gang en mand tjener 100 kr. Det får Nyhedsavisen til en forskel på 14%. Det er ikke rigtigt! forskellen er (100-86)/86*100 = 16,3 procent - en endnu værre situation for kvinderne i Danmark.

Der hvor det går helt galt for Nyhedsavisen, er når de så regner ud, hvad der skal til for at opnå ligeløn. Her vælger de at lægge 14 procent til den samlede lønsum i det offentlige, 254 milliarder, hvilket ganske rigtigt giver 35½ milliard kr. Problemet er blot at det tal er det pure vrøvl. Den samlede lønsum er inklusiv den løn, mændene får, hvilket udgør cirka halvdelen af arbejdsstyrken i det offentlige. Hvis man skulle komme nærmere et rigtigt tal, skulle man lægge 8,15 procent til den samlede lønsum (ville stadigvæk ikke give noget nær det nøjagtige tal, men der er ingen grund til kompensere for misvisningen, idet vigtige informationer, såsom fordelingen mellem mænd og kvinder, lønskævheder indenfor de enkelte lønområder, regionale udsving med mere, heller ikke er inkluderet) hvilket giver 21 milliarder.

Det er stadigvæk rigtig mange penge, men det er, og har aldrig været SF’s politik at gennemtvinge ligeløn fra dag til dag. Derfor er det temmelig useriøst af Nyhedsavisen, at konstruere et sådant regnestykke - hvis de da bare kunne huske deres procentregning!