Nej tak til atomkraft, igen igen
Nu er diskussionen om brug af atomkraft igen dukket op til overfladen.
I går aftes diskuterede Anders Samuelsen og Anne Grete Holmsgaard brugen af atomkraft i Deadline. Samuelsen havde læst et eller andet (som han blev ved med at kigge på under diskussionen) der sagde at vi skulle erstatte vores kulkraftværker med atomkraft, fordi det gør de i andre lande og det er godt for CO2-udledningen. Før diskussionen gik i gang, blev det hele indledt med et lille sammenklip som var noget af det mest atomkraft-forherligende jeg længe har set. Så var linjen lagt.
Ikke hos mig
Heldigvis var Anne Grete Holmsgaard opponenten og fik da også gjort opmærksom på nogle af de indlysende problemer med Samuelsens hurraråb for atomkraft. Det er hundedyrt at etablere atomkraftværker (finnerne har brugt mere end 30 mio € på at bygge et nyt), folk er generelt ikke fan af at blive nabo til et atomkraftværk og der er stadigvæk ikke nogen god løsning på affaldsproblemet – Hvem vil også have stærkt sundhedsskadeligt affald liggende, der vedbliver med at være et problem mange tusind år ud i tiden.
Dyrt og dårligt
Budskabet til jer, der eventuelt lader jer friste af fortællingen om atomkraft som CO2-neutralt, skal huske: Det er dyrt! Det forurener af andre veje end CO2-udledningen! Og vi vil få langt større effekt ved at bruge de mange penge på at investere massivt i vedvarende energi, både i de eksisterende former og i udvikling af nye former for vedvarende energi, og i energibesparelser. På trods af de mange kampagner bruger danskerne stadigvæk rigtig meget energi til ingenting udover at holde gråspurvene varme. Store dele af byggemassen kan ombygges til lav- eller nulenergihuse. Vi kunne endda bruge nogle af de mange penge vi sparer, ved ikke at bygge atomkraftværker, til at betale folk for at skille sig af med gamle stærkt forurenende biler til fordel for nye, der passende kunne være eldrevne – El der kommer fra vedvarende energikilder.
Hav dog modet!
En sidste kynisk bemærkning skulle være at grunden til at lande som Frankrig, UK, Sverige og Finland satser på atomkraft, er manglende mod hos landenes politikkere til at sige klart og tydeligt at en uhæmmet stigning i energiforbruget ikke er vejen frem. Forbruget skal stabiliseres som minimum og allerhelst nedbringes.