Gert, som han var!
Den første januar 2009 døde Gert Petersen. Gert var formand for SF i perioden 1974 til 1990 i medgang og modgang og er en af det 20 århundredes store danske politikere.
Under Gert gennemgik SF en rivende udvikling og Gert bærer en stor del af æren for, at SF i dag er et moderne rødt-grønt parti, der appelerer bredt i befolkningen.
Her kommer SF
Gert var med til at stifte SF i 1959, da han valgte at følge Aksel Larsen, da han brød ud af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Gerts rolle i de første år af SF’s eksistens var i baggrunden som en vigtig ideolog og skribent via sin position som redaktør for SF’s ugeblad (sådan et var nødvendigt at have den gang, hvor næsten alle aviser var partipolitiske og der kun var en fjernsynskanal, DR). Lidt tilfældigt og meget til hans egen overraskelse blev Gert valgt ind i Folketinget ved valget i 1966, hvor SF blev fordoblet fra 10 til 20 mandater.
Folketinget og VS
Året efter oplevede han op nært hold splittelsen af SF, hvor venstrefløjen brød ud efter nogle stormfulde måneder, på grund af uenighed om, hvordan SF skulle samarbejde med Socialdemokratiet (valget i 1966 havde givet flertal til S (69 mandater) og SF). Gert har i sin selvbiografi givet en af de klareste beskrivelser af konsekvenserne af splittelsen i 1966 (med udgangspunkt i SF-Tårnby): Partiet havde mistet hovedparten af sine intellektuelle og var nu: ”..en meget jordbunden forsamling..” og tilføjer: ”..nogle provokationer og lidt fantasteri heller ikke er at foragte.”
EF og jordskred
Den næste store kamp var afstemningen om medlemskab af EF. SF og Gert var imod og førte en meget aktiv og givende kampagne, som desværre endte med at vi tabte – ganske stort! Interessant nok skete alt dette under det knapt så kendte andet arbejderflertal. Valget i 1971 havde givet 17 mandater til SF og 70 til Socialdemokratiet, og da begge de grønlandske og det ene færøske mandat hørte til venstrefløjen (den ene grønlandske sluttede sig endda til SF – Siumut var senere også allieret med SF i mange år) havde S og SF 90 mandater tilsammen. Erhard Jacobsen sørgede for at det andet arbejderflertal forsvandt, da han ”løb tør” for benzin på vej til afstemning i Folketinget. Jordskredsvalget i 1973 betød store tæv til de gamle partier, inklusiv SF (- 6 mandater) og velkommen til ikke mindre end 5 partier, 3 nye, Kristelig Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet og 2 ”ældre”, Retsforbundet og DKP.
Formand Gert
Året efter i 1974 blev Gert formand i en for SF ubehagelig periode. DKP og VS (der kom i Folketinget igen i 1975) pressede os fra venstreside, med deres noget ambivalente forhold til demokrati – der også appellerede til nogle SF-medlemmer. Gerts holdning var meget klar. SF er et demokratisk parti og en omformning af samfundet i socialistisk retning, kan kun finde sted hvis et flertal af befolkningen støtter op om projektet og vi skal også være villige til at acceptere en eventuelt valgnederlag. Det er vælgerne, der bestemmer, ikke diverse kadrer. En sådan holdning kan nok virke indlysende i dag, men tilbage i 70′erne var der en stor del af venstrefløjen, der sværmede for en revolution og led under, hvad Gert kaldte, revolutionær utålmodighed. Revolutionen skulle gennemføres nu, koste hvad det vil. SF stod fast på demokratiet, hvilket jeg mener er en af hovedårsagerne til at vi findes som bredt folkeparti i dag, i modsætning til resten af venstrefløjen.
Ned og op
Gerts første år som formand var valgmæssigt ikke de bedste. Vi tabte valget i 1975 (9 mandater) og nåede bunden i 1977 med 7 mandater, efter en voldsom intern strid båret frem af 5 folketingsmedlemmer, inklusiv den tidligere formand Sigurd Ømann. Men midt i al den elendighed, lysnede det for partiet. Samarbejdet med en række folkelige bevægelser, atomkraftmodstanderne, kvindebevægelsen, miljøfolk og mange andre medvirkede til at forme SF’s politik og trak også en række unge talenter ind i partiet. Ved valget i 1979 kom sensationen, SF gik frem til 11 mandater og 7 af disse var kvinder. For første gang i danmarkshistorien, havde et parti et flertal af kvindelige folketingsmedlemmer, interessant nok det parti der 19 år før havde haft en folketingsgruppe med 11 mænd og ingen kvinder! I løbet af knapt 20 år var SF gået fra at være et traditionelt arbejderparti, domineret af mænd uden megen forståelse for for eksempel miljøproblemer og kvindefrigørelse til et rødt-grønt parti, der for alvor fangede vindene i Danmark og var medvirkende til at selv borgerlige partier har en miljøpolitik og en ligestillingsminister. Det er dermed ikke sagt at SF har sejret af helvede til. Selvom Anders Fogh brugte ordet grøn mere end 15 gange i sin nytårstale samme dag som Gert døde, bliver det mest ved snakken og ligestillingsministerens primære formål er at opretholde en facade uden af gøre noget ved den stadig store lønforskel mellem mænd og kvinder. Det SF, som Gert var med til at skabe og blev ved med at forme, sidst i hans skarpe tale på landsmødet i 2008, har stadig masser af udfordringer. Lad os lære af Gert og aldrig give op.
Ære være Gerts minde.