Opstilling til Borgerrepræsentationen
fredag, 23. januar 2009Kære medlemmer af SF-København
København står overfor en række udfordringer i de kommende år. Efter min mening er der 3 nært forbundne områder der skal fokuseres på i vores by. Trafik, miljø og bolig.
Trafik
København er plaget af alt for meget trafik. Byen har brug for en tilbundsgribende omlægning og begrænsning af trafikken. Indførelsen af trængelsafgift er et skridt på vejen, og byen skal ikke lade sig nøjes med det. Byens veje skal omformes så vores børn og ældre igen kan færdes trygt i trafikken. Det er ikke rimeligt at vores skoleveje er usikre og at pensionisterne knapt kan nå over for grønt i lyskrydsene. Midlet til at gennemføre dette er en stadig udbygning af cykelsti-nettet, især desiderede cykelveje, omlægning af en lang række trafikkryds, så de tager udgangspunkt i fodgængeren og cyklisten og ikke bilisten og ensretning af flere af de større veje, således at trafikken bliver mere overskuelig for børn og ældre (og os andre). Alt dette skal selvfølgelig kombineres med en stadig udbygning af den offentlige trafik i og omkring København.
Miljø
København er tætbefolket og flere af vores bydele nærmest skriger på flere grønne områder. Kreative løsninger er påkrævet, såsom delvis eller hel nedlæggelse og omlægning af veje til grønne områder, broer eller stier til allerede eksisterende områder gennem ellers ufremkommelige boligblokke og muligheden for små fælleshaver, der kan skabe liv i nærområdet. Samtidig er det bydende nødvendigt at luft- og støjforureningen nedbringes, så Københavns indbyggere kan være udenfor uden at tage skade. Som det er i dag er store dele af byen så ramt af luft- og støjforurening, at beboerne i disse områder er tvungne til at opholde sig indenfor for ikke at sætte helbredet og hørelsen på spil. Dette skal ændres.
Bolig
Der skal stilles strenge krav til tætheden, bæredygtigheden og arkitekturen i nye byggerier i København. Som minimum skal skal al nybyggeri være miljøvenligt, allerhelst nul-energi. Samtidig skal nye områder ikke plastres til med højhuse – varieret byggeri præget af spændende og nytænkende arkitektur er svaret. Derudover er det nødvendigt at renovere nedslidte kommunale bygninger og heri også bygge miljørigtigt. Alle kommunale nybygninger skal være energineutrale og det er på tide, at vi stiller de samme krav til private bygherrer. En ordentlig boligmasse kan minimere trafik- og miljøbelastningen i byen – men det kommer ikke af sig selv. En aktiv indsats er nødvendig.
Dette er blot nogle af de områder, jeg brænder efter at gøre noget ved, og jeg håber, at I SF’ere i København vil støtte mig i min opstilling til Københavns Borgerrepræsentation.
Om mig
Jens Mandrup Rasmussen, 31 år, BA i historie og afrikastudier.
Medlem af SF siden 1995, medlem af SF-Østerbros bestyrelse og redaktør for SF-Østerbros nyhedsbrev. Årsmødevalgt medlem af SF-Københavns bestyrelse, hvor jeg sidder i forretningsudvalget - og medlem af SF’s EU-udvalg.