Jens Mandrup Rasmussen

Kære medlemmer af SF-København

København står overfor en række udfordringer i de kommende år. Efter min mening er der 3 nært forbundne områder der skal fokuseres på i vores by. Trafik, miljø og bolig.

Trafik

København er plaget af alt for meget trafik. Byen har brug for en tilbundsgribende omlægning og begrænsning af trafikken. Indførelsen af trængelsafgift er et skridt på vejen, og byen skal ikke lade sig nøjes med det. Byens veje skal omformes så vores børn og ældre igen kan færdes trygt i trafikken. Det er ikke rimeligt at vores skoleveje er usikre og at pensionisterne knapt kan nå over for grønt i lyskrydsene. Midlet til at gennemføre dette er en stadig udbygning af cykelsti-nettet, især desiderede cykelveje, omlægning af en lang række trafikkryds, så de tager udgangspunkt i fodgængeren og cyklisten og ikke bilisten og ensretning af flere af de større veje, således at trafikken bliver mere overskuelig for børn og ældre (og os andre). Alt dette skal selvfølgelig kombineres med en stadig udbygning af den offentlige trafik i og omkring København.

Miljø

København er tætbefolket og flere af vores bydele nærmest skriger på flere grønne områder. Kreative løsninger er påkrævet, såsom delvis eller hel nedlæggelse og omlægning af veje til grønne områder, broer eller stier til allerede eksisterende områder gennem ellers ufremkommelige boligblokke og muligheden for små fælleshaver, der kan skabe liv i nærområdet. Samtidig er det bydende nødvendigt at luft- og støjforureningen nedbringes, så Københavns indbyggere kan være udenfor uden at tage skade. Som det er i dag er store dele af byen så ramt af luft- og støjforurening, at beboerne i disse områder er tvungne til at opholde sig indenfor for ikke at sætte helbredet og hørelsen på spil. Dette skal ændres.

Bolig

Der skal stilles strenge krav til tætheden, bæredygtigheden og arkitekturen i nye byggerier i København. Som minimum skal skal al nybyggeri være miljøvenligt, allerhelst nul-energi. Samtidig skal nye områder ikke plastres til med højhuse – varieret byggeri præget af spændende og nytænkende arkitektur er svaret. Derudover er det nødvendigt at renovere nedslidte kommunale bygninger og heri også bygge miljørigtigt. Alle kommunale nybygninger skal være energineutrale og det er på tide, at vi stiller de samme krav til private bygherrer. En ordentlig boligmasse kan minimere trafik- og miljøbelastningen i byen – men det kommer ikke af sig selv. En aktiv indsats er nødvendig.

Dette er blot nogle af de områder, jeg brænder efter at gøre noget ved, og jeg håber, at I SF’ere i København vil støtte mig i min opstilling til Københavns Borgerrepræsentation.

Om mig

Jens Mandrup Rasmussen, 31 år, BA i historie og afrikastudier.

Medlem af SF siden 1995, medlem af SF-Østerbros bestyrelse og redaktør for SF-Østerbros nyhedsbrev. Årsmødevalgt medlem af SF-Københavns bestyrelse, hvor jeg sidder i forretningsudvalget - og medlem af SF’s EU-udvalg.

Den første januar 2009 døde Gert Petersen. Gert var formand for SF i perioden 1974 til 1990 i medgang og modgang og er en af det 20 århundredes store danske politikere.

Under Gert gennemgik SF en rivende udvikling og Gert bærer en stor del af æren for, at SF i dag er et moderne rødt-grønt parti, der appelerer bredt i befolkningen.

Her kommer SF

Gert var med til at stifte SF i 1959, da han valgte at følge Aksel Larsen, da han brød ud af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Gerts rolle i de første år af SF’s eksistens var i baggrunden som en vigtig ideolog og skribent via sin position som redaktør for SF’s ugeblad (sådan et var nødvendigt at have den gang, hvor næsten alle aviser var partipolitiske og der kun var en fjernsynskanal, DR). Lidt tilfældigt og meget til hans egen overraskelse blev Gert valgt ind i Folketinget ved valget i 1966, hvor SF blev fordoblet fra 10 til 20 mandater.

Folketinget og VS

Året efter oplevede han op nært hold splittelsen af SF, hvor venstrefløjen brød ud efter nogle stormfulde måneder, på grund af uenighed om, hvordan SF skulle samarbejde med Socialdemokratiet (valget i 1966 havde givet flertal til S (69 mandater) og SF). Gert har i sin selvbiografi givet en af de klareste beskrivelser af konsekvenserne af splittelsen i 1966 (med udgangspunkt i SF-Tårnby): Partiet havde mistet hovedparten af sine intellektuelle og var nu: ”..en meget jordbunden forsamling..” og tilføjer: ”..nogle provokationer og lidt fantasteri heller ikke er at foragte.”

EF og jordskred

Den næste store kamp var afstemningen om medlemskab af EF. SF og Gert var imod og førte en meget aktiv og givende kampagne, som desværre endte med at vi tabte – ganske stort! Interessant nok skete alt dette under det knapt så kendte andet arbejderflertal. Valget i 1971 havde givet 17 mandater til SF og 70 til Socialdemokratiet, og da begge de grønlandske og det ene færøske mandat hørte til venstrefløjen (den ene grønlandske sluttede sig endda til SF – Siumut var senere også allieret med SF i mange år) havde S og SF 90 mandater tilsammen. Erhard Jacobsen sørgede for at det andet arbejderflertal forsvandt, da han ”løb tør” for benzin på vej til afstemning i Folketinget. Jordskredsvalget i 1973 betød store tæv til de gamle partier, inklusiv SF (- 6 mandater) og velkommen til ikke mindre end 5 partier, 3 nye, Kristelig Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet og 2 ”ældre”, Retsforbundet og DKP.

Formand Gert

Året efter i 1974 blev Gert formand i en for SF ubehagelig periode. DKP og VS (der kom i Folketinget igen i 1975) pressede os fra venstreside, med deres noget ambivalente forhold til demokrati – der også appellerede til nogle SF-medlemmer. Gerts holdning var meget klar. SF er et demokratisk parti og en omformning af samfundet i socialistisk retning, kan kun finde sted hvis et flertal af befolkningen støtter op om projektet og vi skal også være villige til at acceptere en eventuelt valgnederlag. Det er vælgerne, der bestemmer, ikke diverse kadrer. En sådan holdning kan nok virke indlysende i dag, men tilbage i 70′erne var der en stor del af venstrefløjen, der sværmede for en revolution og led under, hvad Gert kaldte, revolutionær utålmodighed. Revolutionen skulle gennemføres nu, koste hvad det vil. SF stod fast på demokratiet, hvilket jeg mener er en af hovedårsagerne til at vi findes som bredt folkeparti i dag, i modsætning til resten af venstrefløjen.

Ned og op

Gerts første år som formand var valgmæssigt ikke de bedste. Vi tabte valget i 1975 (9 mandater) og nåede bunden i 1977 med 7 mandater, efter en voldsom intern strid båret frem af 5 folketingsmedlemmer, inklusiv den tidligere formand Sigurd Ømann. Men midt i al den elendighed, lysnede det for partiet. Samarbejdet med en række folkelige bevægelser, atomkraftmodstanderne, kvindebevægelsen, miljøfolk og mange andre medvirkede til at forme SF’s politik og trak også en række unge talenter ind i partiet. Ved valget i 1979 kom sensationen, SF gik frem til 11 mandater og 7 af disse var kvinder. For første gang i danmarkshistorien, havde et parti et flertal af kvindelige folketingsmedlemmer, interessant nok det parti der 19 år før havde haft en folketingsgruppe med 11 mænd og ingen kvinder! I løbet af knapt 20 år var SF gået fra at være et traditionelt arbejderparti, domineret af mænd uden megen forståelse for for eksempel miljøproblemer og kvindefrigørelse til et rødt-grønt parti, der for alvor fangede vindene i Danmark og var medvirkende til at selv borgerlige partier har en miljøpolitik og en ligestillingsminister. Det er dermed ikke sagt at SF har sejret af helvede til. Selvom Anders Fogh brugte ordet grøn mere end 15 gange i sin nytårstale samme dag som Gert døde, bliver det mest ved snakken og ligestillingsministerens primære formål er at opretholde en facade uden af gøre noget ved den stadig store lønforskel mellem mænd og kvinder. Det SF, som Gert var med til at skabe og blev ved med at forme, sidst i hans skarpe tale på landsmødet i 2008, har stadig masser af udfordringer. Lad os lære af Gert og aldrig give op.

Ære være Gerts minde.