Jens Mandrup Rasmussen

I går var det minisupertuesday eller hvad man nu skal kalde det. Begge partier holdt primærvalg i 4 delstater, Rhode Island, Vermont, Texas og Ohio.

For republikanernes vedkommende havde John McCain muligheden for definitivt at sikre sig nominationen som the Grand Old Partys præsidentkandidat, hvilket han også gjorde. Reelt havde der ikke været tvivl om hans position siden Mitt Romney trak sig efter Supertuesday i sidste måned. McCain vandt alle fire primærvalg og den sidste modkandidat, Mike Huckabee trak sig i går. McCain kan nu fokusere sin kampagne mod det egentlige præsidentvalg i november 2008.

Demokraternes primærvalg er stadigvæk pivåbent. De to kandidater, Barack Obama og Hillary Clinton, kan ikke påstå definitivt at have slået den anden. Obama har vundet flest stater og har flest delegerede, mens Clinton efter en måned med lutter nederlag, vandt 3 stater i går, Rhode Island, Ohio og Texas. Klik på dette link for at se hvilke stater Obama og Clinton har vundet. Som nævnt har Obama flest delegerede og er, på trods af at Clinton vandt flest stater, en svag favorit. Dette skyldes primært at i modsætning til næsten alle andre valg i USA benytter Demokraterne sig af forholdstalsvalg i deres primærvalg, hvilket betyder at kandidaterne næsten får tildelt delegerede propotionalt i forhold til deres stemmetal. Grunden til at det kun næsten er propotionalt, er mangesidet. De fleste demokratiske delstatsorganisatione benytter af et system med valgkredse, hvor de delegerede fordeles i den enkelte valgkredse. Det betyder, at især i de valgkredse, hvor der er et lige antal delegerede på valg, ingen gevinst er i at vinde kredsen med under 62,5 procent, man får alligevel kun 2 delegerede. Derudover fordeler de fleste delstater et antal delegerede på delstatsplan proportionalt. De steder hvor det for alvor bliver forvirrende, er de stater, hvor man bruger såkaldte caucuses. Jeg kender ikke noget tilsvarende dansk begreb, men basalt set går det ud på, at partimedlemmerne (hvilket er et meget løsere begreb i USA) for et område mødes og for eksempel stiller sig på efter hvilken kandidat man vil stemme på. Der er altså ingen anonym afstemning som i primærvalgene. Det bliver endnu mere underholdende af, at det er tilladt at skifte mening, så man reelt har en mulighed for at manipulere med resultatet til sin foretrukne kandidats fordel.

Grunden til at denne omstændige forklaring er nødvendig, er at Texas, The Lone Star State, har et frygteligt kompliceret valgsystem, der kombinere primærvalg og caucuses, hvilket gør at der er en chance for at Clinton, på trods af, at hun knebent vandt primærvalget i delstaten, faktisk får færre delegerede fra Texas end Obama, da Obamas valgorganisation har vist sig eminent dygtig til at organisere sine tilhængere til caucuses. Alt i alt kommer i går til at betyde, at Clinton henter ganske få delegerede på Obama og stadigvæk vil være cirka hundrede delegerede bagefter.

Der er ikke mange primærvalg tilbage, præcis 12 stk. og visse af de, North Carolina og Mississippi, er Obama næsten sikker på at vinde overbevisende. Clinton er favorit i Pennsylvania, men er næppe i stand til at vinde den stat så stort at hun kan indhente Obamas føring. Til gengæld er det nok ikke muligt for Obama at opnå et flertal blandt de valgte delegerede, da han kun har cirka 1300, 2000 er krævet for en majoritet og der er kun cirka 600 tilbage. Obama kommer til at stå med flest delegerede men ikke med et flertal når Demokraterne afholder deres konvent i Denver, Colorado i slutningen af august 2008. Dermed bliver de såkaldte superdelegerede afgørende. Superdelegerede er valgte repræsentanter, partibosser og andre fra Demokraternes partiorganisation og udgør cirka 800 delegerede. Nogle af dem har allerede meldt ud, hvem de støtter, men det er på ingen måde en bindede udmelding og deres vurdering af, hvem der bedst kan slå John McCain i præsidentvalget, kan sikre pågældende valget som Demokraternes præsidentkandidat.

Hvorfor er det så endnu ikke afgjort? Det er meget længe siden at Demokraternes primærvalg ikke har været afgjort så langt henne i processen. Grunden til dette, mener jeg bunder i at man står i den helt unikke situation, at man har 2 yderst kvalificerede kandidater, der hver især er i stand til at mobilisere enorme mængder af opbakning, både økonomisk og fra partiets græsrødder og som derfor kun vanskeligt at gennemtvinge et afgørende overtag. Egentligt burde Demokraterne ikke klage, da begge kandidater har en reel mulighed for at vinde præsidentvalget. Men dertil skal der dog siges at der også er svagheder ved denne meget langtrukne proces. For det første koster det enorme resurser. Ganske vist bliver donationer til primærvalgene ikke inkluderet i max-donationsgrænserne til præsidentvalget, men allerede nu har de to kandidater trukket store veksler på deres støtter og pengene kunne ærlig talt bruges bedre på en massiv national kampagne. Samtidig øges risikoen dag for dag for at en af kandidaterne eller begge, falder for fristelsen og benytter sig af negative beskrivelser af den anden. Det kan kun skade Demokraterne når det rigtige valg skal stå. Og for det tredje giver det Republikanerne lejlighed til uforstyrret at lancere deres nationale præsidentkampagne.

Alt i alt ville det nok være smartest hvis en af kandidaterne trak sig, men det sker næppe.