Jens Mandrup Rasmussen

Den første januar 2009 døde Gert Petersen. Gert var formand for SF i perioden 1974 til 1990 i medgang og modgang og er en af det 20 århundredes store danske politikere.

Under Gert gennemgik SF en rivende udvikling og Gert bærer en stor del af æren for, at SF i dag er et moderne rødt-grønt parti, der appelerer bredt i befolkningen.

Her kommer SF

Gert var med til at stifte SF i 1959, da han valgte at følge Aksel Larsen, da han brød ud af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Gerts rolle i de første år af SF’s eksistens var i baggrunden som en vigtig ideolog og skribent via sin position som redaktør for SF’s ugeblad (sådan et var nødvendigt at have den gang, hvor næsten alle aviser var partipolitiske og der kun var en fjernsynskanal, DR). Lidt tilfældigt og meget til hans egen overraskelse blev Gert valgt ind i Folketinget ved valget i 1966, hvor SF blev fordoblet fra 10 til 20 mandater.

Folketinget og VS

Året efter oplevede han op nært hold splittelsen af SF, hvor venstrefløjen brød ud efter nogle stormfulde måneder, på grund af uenighed om, hvordan SF skulle samarbejde med Socialdemokratiet (valget i 1966 havde givet flertal til S (69 mandater) og SF). Gert har i sin selvbiografi givet en af de klareste beskrivelser af konsekvenserne af splittelsen i 1966 (med udgangspunkt i SF-Tårnby): Partiet havde mistet hovedparten af sine intellektuelle og var nu: ”..en meget jordbunden forsamling..” og tilføjer: ”..nogle provokationer og lidt fantasteri heller ikke er at foragte.”

EF og jordskred

Den næste store kamp var afstemningen om medlemskab af EF. SF og Gert var imod og førte en meget aktiv og givende kampagne, som desværre endte med at vi tabte – ganske stort! Interessant nok skete alt dette under det knapt så kendte andet arbejderflertal. Valget i 1971 havde givet 17 mandater til SF og 70 til Socialdemokratiet, og da begge de grønlandske og det ene færøske mandat hørte til venstrefløjen (den ene grønlandske sluttede sig endda til SF – Siumut var senere også allieret med SF i mange år) havde S og SF 90 mandater tilsammen. Erhard Jacobsen sørgede for at det andet arbejderflertal forsvandt, da han ”løb tør” for benzin på vej til afstemning i Folketinget. Jordskredsvalget i 1973 betød store tæv til de gamle partier, inklusiv SF (- 6 mandater) og velkommen til ikke mindre end 5 partier, 3 nye, Kristelig Folkeparti, CD og Fremskridtspartiet og 2 ”ældre”, Retsforbundet og DKP.

Formand Gert

Året efter i 1974 blev Gert formand i en for SF ubehagelig periode. DKP og VS (der kom i Folketinget igen i 1975) pressede os fra venstreside, med deres noget ambivalente forhold til demokrati – der også appellerede til nogle SF-medlemmer. Gerts holdning var meget klar. SF er et demokratisk parti og en omformning af samfundet i socialistisk retning, kan kun finde sted hvis et flertal af befolkningen støtter op om projektet og vi skal også være villige til at acceptere en eventuelt valgnederlag. Det er vælgerne, der bestemmer, ikke diverse kadrer. En sådan holdning kan nok virke indlysende i dag, men tilbage i 70′erne var der en stor del af venstrefløjen, der sværmede for en revolution og led under, hvad Gert kaldte, revolutionær utålmodighed. Revolutionen skulle gennemføres nu, koste hvad det vil. SF stod fast på demokratiet, hvilket jeg mener er en af hovedårsagerne til at vi findes som bredt folkeparti i dag, i modsætning til resten af venstrefløjen.

Ned og op

Gerts første år som formand var valgmæssigt ikke de bedste. Vi tabte valget i 1975 (9 mandater) og nåede bunden i 1977 med 7 mandater, efter en voldsom intern strid båret frem af 5 folketingsmedlemmer, inklusiv den tidligere formand Sigurd Ømann. Men midt i al den elendighed, lysnede det for partiet. Samarbejdet med en række folkelige bevægelser, atomkraftmodstanderne, kvindebevægelsen, miljøfolk og mange andre medvirkede til at forme SF’s politik og trak også en række unge talenter ind i partiet. Ved valget i 1979 kom sensationen, SF gik frem til 11 mandater og 7 af disse var kvinder. For første gang i danmarkshistorien, havde et parti et flertal af kvindelige folketingsmedlemmer, interessant nok det parti der 19 år før havde haft en folketingsgruppe med 11 mænd og ingen kvinder! I løbet af knapt 20 år var SF gået fra at være et traditionelt arbejderparti, domineret af mænd uden megen forståelse for for eksempel miljøproblemer og kvindefrigørelse til et rødt-grønt parti, der for alvor fangede vindene i Danmark og var medvirkende til at selv borgerlige partier har en miljøpolitik og en ligestillingsminister. Det er dermed ikke sagt at SF har sejret af helvede til. Selvom Anders Fogh brugte ordet grøn mere end 15 gange i sin nytårstale samme dag som Gert døde, bliver det mest ved snakken og ligestillingsministerens primære formål er at opretholde en facade uden af gøre noget ved den stadig store lønforskel mellem mænd og kvinder. Det SF, som Gert var med til at skabe og blev ved med at forme, sidst i hans skarpe tale på landsmødet i 2008, har stadig masser af udfordringer. Lad os lære af Gert og aldrig give op.

Ære være Gerts minde.

Hvert år enten lige efter eksamenstiden eller lige før skolestart, er det et eller andet medie, som regel en avis, der lige synes at elevers paratviden skal testes. Typisk er det indenfor geografi eller historie, spørgsmålene stilles, da disse (i journalisternes forståelse) er felter, hvor man kan forlange en vis almen paratviden. Vi husker vel alle den famøse Hvor ligger Nakskov-test af 3. g’ere i Politiken for nogle år siden. Men hvad viser disse tests egentligt. Er det en katastrofe for vores uddannelsessystem, at unge i dag har vanskeligt ved at placere Nakskov på et kort? Nakskovitterne vil nok mene det, men er det formålet med vores uddannelsessystem?

Hvad er paratviden? (eller hvem sagde: I øvrigt mener jeg, at Kathago bør ødelægges?)

Hvad disse tilfældigt sammensatte prøver tester, er paratviden. Paratviden er ganske brugbart og hjælper os med at sætte informationer ind i en sammenhæng, som for eksempel at have en ide om at Uganda ligger i Afrika, og at Christian den 4. var konge af Danmark, men det er en misforståelse nå for eksempel vores undervisningsminister, Bertel Haarder, for nogle år siden udtalte at det var et problem, hvis en familie kom kørende i Rumænien og forældrene ikke kunne svare når barnet spurgte, hvilken bjergkæde, der var i horisonten. At vide noget er ikke ensbetydende med at kunne fremdrage løsrevne fakta om dit og dat. Det er udenadslære og primært brugbart, når vi spiller Trivial Pursuit.

Hvad er så viden? (eller er det politiske system i USA demokratisk?)

Viden er kort fortalt evnen til at skabe sammenhænge – at bruge den information, vi besidder til at drage slutninger, analysere handlinger og handle ud fra hele denne bunke af forståelse. Det nytter ikke noget at kunne samtlige danske statsministres navne udenad, hvis du er ude af stand til at fatte grundideen i et demokratisk samfund. Viden om verden gør at verden aldrig fremstår så sort og hvid som facts vil forsøger at bilde dig ind. Viden er også mere end uddannelse. Forståelse af menneskerne omkring dig og det samfund du lever i, er efter min mening, det område, hvor den manglende forståelse af viden er tydeligst. Her er det ikke nok at vide hvor mange skoler, der er i et område eller befolkningstallet og uddannelsesniveau i bydele. Et virkeligt vidende menneske kender beboerne i et område, ikke nødvendigvis hver og en, men besidder en fornemmelse for hvad der rør sig i netop det område. Det lyder nok lidt utopisk og er det selvfølgeligt også. Ingen kan besidde absolut viden, især ikke når vi mennesker med vores uforudsigelighed, er en del af puslespillet – og det er egentlig ikke min pointe. Det drejer sig om at gå videre end blot fakta – ud til sammenhængene, årsagerne og fortællingerne. Hvis vi blot tænker og beslutter sig ud fra fakta, distancerer vi os fra nærværdet. Tal kan lyve og det der ud fra kolonner, virker mest fornuftigt, kan afsløres som dybt tåbeligt uden blandt menneskerne.

Hvad så med viden? (eller hvornår blev SF stiftet?)

Er paratviden så ubrugeligt og skal vi udelukkende handle intuitivt – og er det dybest set ligegyldigt, hvor Nakskov ligger. Svaret er selvfølgelig nej. Hvad vi skal stræbe mod, er et samfund hvor viden er værdsat og også forstået. Placeringen af Nakskov er vigtig for dem der bor der og os, der har en tilknytning til byen. Og eleverne burde have en fornemmelse for hvor Nakskov ligger, hovedsageligt fordi det er altafgørende at vi kigger udover egen næsetip og oplever samfund, der kan give os noget nyt (dette er især vigtigt for os i vores lille smørhul, Østerbro. Udkantsområderne i Danmark er altid et besøg værd ikke mindst for at få afkræftet fordomme).

Haarders udenadslære afslører en forældet forståelse af viden og det er vores opgave ikke at falde i fælden og tro at viden er noget der skal reciteres. Viden skal bruges, helst fornuftigt.

Svar på overskriftspørgsmålene:

1. Hovedstaden i Guinea hedder Conakry (så blev vi det klogere).

2. Det var Marcus Porius Cato (bedre kendt som Cato den ældre), der udtalte disse grove ord som afslutning på hans taler i det romerske senat. På latin lyder sætningen: Ceterum censeo Carthaginem esse delendam – og det kan vi jo alle huske.

3. Hvorvidt det politiske system i USA er demokratisk, må bero på en fortolkning. USA har en skarpere adskillelse mellem den lovgivende (parlamentet), udøvende (regeringen) og dømmende (domstolene) magt end i for eksempel Danmark, mens de valgtekniske systemer i USA, gør det vanskeligt for minoriteter at opnå parlamentarisk repræsentation. Der findes ikke et definitivt svar på hvad der ellers ligner et simpelt ja/nej-spørgsmål

4. Hvornår blev SF egentligt stiftet. Partiets egen officielle historie dikterer den 15. februar 1959, hvor det stiftende landsmøde blev afholdt på Holmegårdskolen i Hvidovre, men faktisk opstod partiet juridisk allerede året før, da Aksel Larsen den 24. november 1958 anmeldte partiet i Folketinget, primært for at bibeholde retten til et kontor og sekretærbistand. Så hvornår blev SF stiftet – det er et godt spørgsmål!

Se Politikens geografitest på dette link.

I aften er det 63 år siden at det meddeltes fra Montgommerys hovedkvarter at de tyske styrker i Nordvesttyskland, Holland og Danmark havde overgivet sig. Husk at tænde lys i vinduerne til minde om den glædesaften.

Derudover kan jeg blot citere min bedstefars yndlingssang:

En lærke letted

En lærke lettede og tusind fulgte
og straks var luften et væld af sang
De tusind tårne tog til at tone
og fyldte landet med klokkers klang
og byer blomstrede i rødt og hvidt
og det var forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år
Da Danmark vågnede med klare øjne
til glædestimer og frimandskår
og landet lyste fra sund til klit
for det var forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Vi mindes stille de tapre døde
hvis navne lever i Danmarks navn
og takken søger til dem, der segnede
og dem der sidder med tunge savn
Gud trøste dem, der har lidt og stridt
til det blev forår, og Danmark frit
og Danmark frit.

Men du som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd
dig flyver hjerternes tak i møde
vor skæbne er i din stærke hånd
Nu er det forår, og Danmark frit
Velsign det Herre, fra sund til klit
fra sund til klit