Jens Mandrup Rasmussen

Det ser ud til at Messerschmidt har fundet sig en gruppe, han og den anden DF’er kan være del af, Europe of Freedom and Democracy. Det er ikke helt klart, hvem der bliver en del af denne højre-nationalistiske gruppe, men foreløbig er det bekræftet at det britiske UK Independence Party (UKIP) og det italienske Lega Nord bliver en del af gruppen, der skal erstatte Union for Europe of Nations (UEN), som DF og Lega Nord før var en del af og Identity/Democracy (ID) som UKIP(og Junibevægelsen) var en del af. Lega Nord er mildest talt en kontroversielt parti, med MEP’ere, der har futtet hjemløse af, men der er ikke noget nyt i at DF er i gruppe med dem. Med i gruppen er også det ultra-reformerte nederlandske parti SGP (, der indtil for nyligt ikke accepterede kvinder som medlemmer af partiet og anså mænd for at være mere værd), DUP fra Nordirland, der var modstander af Good Friday-fredsaftalen og har kontakt til militante protestantiske organisationer i Nordirland, det græske parti LAOS, hvor ledende medlemmer har fremlagt antisemitiske holdninger og stillet spørgsmålstegn ved Holocaust, samt Sandfinnerne (PS) og MPF fra Frankrig.

Både DUP, Lega Nord og LAOS har i tidens løb kommet med meget hadske beskyldninger mod homoseksuelle - SGP’s holdning til homoseksualitet, ligestilling og religionsfrihed er nogenlunde så velafbalanceret som den religiøse amerikanske højrefløj. Til gengæld hader alle partierne islam af et godt hjerte, så der passer DF fint ind. UKIP er mest kendt for at deres MEPer er lige så korrupte som alle andre britiske politikkere.

Medlemmerne af EFD: (more…)

Konstitueringerne i Europaparlamentet er i fuld gang og den grønne gruppe har fået tilslutning af et par ekstra partier. Det svenske Piratpartiet har tilsluttet sig gruppen (men næppe det europæiske grønne parti, så PP får nok nogenlunde samme observatørstatus som SF) og det belgiske parti Nieuw-Vlaamse Alliantie (Nye Flamske Alliance) har tilsluttet sig EFA. NVA er et moderat regionalistisk parti, der ønsker et selvstændigt Flandern, PP har vist ikke meget mere på programmet end deres modstand mod rigide copyrightsregler.

SF sidder i den grønne gruppe i Europaparlamentet og ligesom SF fik et rigtig godt valg, fik Greens/EFA, som gruppen så mundret hedder, det også. Gruppen gik frem fra 42 til 52 mandater. Især i Frankrig fik de grønne et rigtig godt valg med knapt 17 procent af stemmerne og 14 mandater, en fremgang på 8. De grønne gik også frem i Nederlandene, Finland, Tyskland, Grækenland, Sverige og Belgien, alt i alt et temmelig imponerende resultat. Den skarpe læser vil dog lægge mærke til at jeg ikke har nævnt et eneste af de nye EU-lande og det er der en grund til.

Den grønne gruppe er lige så stærkt i de gamle EU-lande, som den er svag i de nye EU-lande. En sølle MEP fra Østeuropa er medlem af Greens/EFA, en repræsentant fra det russiske mindretal i Letland. Dette er ikke godt, især fordi mange af de store miljøudfordringer, EU står overfor findes i de nye EU-lande. Disse lande har ganske meget industri, der ikke tager de store miljøhensyn, samt et stadigvæk relativt uberørt landskab, der er godt på vej til at blive opdyrket på samme destruktive vis, som vi ser i Danmark, hvor der så at sige intet ”naturligt” natur er tilbage. Situationen er desværre at lande som Polen, Tjekkiet og Litauen er domineret af borgerlige kræfter, som ærlig talt er dybt uinteresseret i miljøet, især hvis miljøet står i vejen for økonomisk gevinst. Det er os grønnes opgave at hjælpe de grønne bevægelser i Østeuropa, samtidig med at miljøet i Østeuropa skal sikres via EU.

Herunder kan I se en liste over alle partier repræsenteret i den grønne gruppe. EFA står for European Free Alliance og er en alliance af progressive minoritetspartier. (more…)

Kære medlemmer af SF-København

København står overfor en række udfordringer i de kommende år. Efter min mening er der 3 nært forbundne områder der skal fokuseres på i vores by. Trafik, miljø og bolig.

Trafik

København er plaget af alt for meget trafik. Byen har brug for en tilbundsgribende omlægning og begrænsning af trafikken. Indførelsen af trængelsafgift er et skridt på vejen, og byen skal ikke lade sig nøjes med det. Byens veje skal omformes så vores børn og ældre igen kan færdes trygt i trafikken. Det er ikke rimeligt at vores skoleveje er usikre og at pensionisterne knapt kan nå over for grønt i lyskrydsene. Midlet til at gennemføre dette er en stadig udbygning af cykelsti-nettet, især desiderede cykelveje, omlægning af en lang række trafikkryds, så de tager udgangspunkt i fodgængeren og cyklisten og ikke bilisten og ensretning af flere af de større veje, således at trafikken bliver mere overskuelig for børn og ældre (og os andre). Alt dette skal selvfølgelig kombineres med en stadig udbygning af den offentlige trafik i og omkring København.

Miljø

København er tætbefolket og flere af vores bydele nærmest skriger på flere grønne områder. Kreative løsninger er påkrævet, såsom delvis eller hel nedlæggelse og omlægning af veje til grønne områder, broer eller stier til allerede eksisterende områder gennem ellers ufremkommelige boligblokke og muligheden for små fælleshaver, der kan skabe liv i nærområdet. Samtidig er det bydende nødvendigt at luft- og støjforureningen nedbringes, så Københavns indbyggere kan være udenfor uden at tage skade. Som det er i dag er store dele af byen så ramt af luft- og støjforurening, at beboerne i disse områder er tvungne til at opholde sig indenfor for ikke at sætte helbredet og hørelsen på spil. Dette skal ændres.

Bolig

Der skal stilles strenge krav til tætheden, bæredygtigheden og arkitekturen i nye byggerier i København. Som minimum skal skal al nybyggeri være miljøvenligt, allerhelst nul-energi. Samtidig skal nye områder ikke plastres til med højhuse – varieret byggeri præget af spændende og nytænkende arkitektur er svaret. Derudover er det nødvendigt at renovere nedslidte kommunale bygninger og heri også bygge miljørigtigt. Alle kommunale nybygninger skal være energineutrale og det er på tide, at vi stiller de samme krav til private bygherrer. En ordentlig boligmasse kan minimere trafik- og miljøbelastningen i byen – men det kommer ikke af sig selv. En aktiv indsats er nødvendig.

Dette er blot nogle af de områder, jeg brænder efter at gøre noget ved, og jeg håber, at I SF’ere i København vil støtte mig i min opstilling til Københavns Borgerrepræsentation.

Om mig

Jens Mandrup Rasmussen, 31 år, BA i historie og afrikastudier.

Medlem af SF siden 1995, medlem af SF-Østerbros bestyrelse og redaktør for SF-Østerbros nyhedsbrev. Årsmødevalgt medlem af SF-Københavns bestyrelse, hvor jeg sidder i forretningsudvalget - og medlem af SF’s EU-udvalg.

I går var det minisupertuesday eller hvad man nu skal kalde det. Begge partier holdt primærvalg i 4 delstater, Rhode Island, Vermont, Texas og Ohio.

For republikanernes vedkommende havde John McCain muligheden for definitivt at sikre sig nominationen som the Grand Old Partys præsidentkandidat, hvilket han også gjorde. Reelt havde der ikke været tvivl om hans position siden Mitt Romney trak sig efter Supertuesday i sidste måned. McCain vandt alle fire primærvalg og den sidste modkandidat, Mike Huckabee trak sig i går. McCain kan nu fokusere sin kampagne mod det egentlige præsidentvalg i november 2008.

Demokraternes primærvalg er stadigvæk pivåbent. De to kandidater, Barack Obama og Hillary Clinton, kan ikke påstå definitivt at have slået den anden. Obama har vundet flest stater og har flest delegerede, mens Clinton efter en måned med lutter nederlag, vandt 3 stater i går, Rhode Island, Ohio og Texas. Klik på dette link for at se hvilke stater Obama og Clinton har vundet. Som nævnt har Obama flest delegerede og er, på trods af at Clinton vandt flest stater, en svag favorit. Dette skyldes primært at i modsætning til næsten alle andre valg i USA benytter Demokraterne sig af forholdstalsvalg i deres primærvalg, hvilket betyder at kandidaterne næsten får tildelt delegerede propotionalt i forhold til deres stemmetal. Grunden til at det kun næsten er propotionalt, er mangesidet. De fleste demokratiske delstatsorganisatione benytter af et system med valgkredse, hvor de delegerede fordeles i den enkelte valgkredse. Det betyder, at især i de valgkredse, hvor der er et lige antal delegerede på valg, ingen gevinst er i at vinde kredsen med under 62,5 procent, man får alligevel kun 2 delegerede. Derudover fordeler de fleste delstater et antal delegerede på delstatsplan proportionalt. De steder hvor det for alvor bliver forvirrende, er de stater, hvor man bruger såkaldte caucuses. Jeg kender ikke noget tilsvarende dansk begreb, men basalt set går det ud på, at partimedlemmerne (hvilket er et meget løsere begreb i USA) for et område mødes og for eksempel stiller sig på efter hvilken kandidat man vil stemme på. Der er altså ingen anonym afstemning som i primærvalgene. Det bliver endnu mere underholdende af, at det er tilladt at skifte mening, så man reelt har en mulighed for at manipulere med resultatet til sin foretrukne kandidats fordel.

Grunden til at denne omstændige forklaring er nødvendig, er at Texas, The Lone Star State, har et frygteligt kompliceret valgsystem, der kombinere primærvalg og caucuses, hvilket gør at der er en chance for at Clinton, på trods af, at hun knebent vandt primærvalget i delstaten, faktisk får færre delegerede fra Texas end Obama, da Obamas valgorganisation har vist sig eminent dygtig til at organisere sine tilhængere til caucuses. Alt i alt kommer i går til at betyde, at Clinton henter ganske få delegerede på Obama og stadigvæk vil være cirka hundrede delegerede bagefter.

Der er ikke mange primærvalg tilbage, præcis 12 stk. og visse af de, North Carolina og Mississippi, er Obama næsten sikker på at vinde overbevisende. Clinton er favorit i Pennsylvania, men er næppe i stand til at vinde den stat så stort at hun kan indhente Obamas føring. Til gengæld er det nok ikke muligt for Obama at opnå et flertal blandt de valgte delegerede, da han kun har cirka 1300, 2000 er krævet for en majoritet og der er kun cirka 600 tilbage. Obama kommer til at stå med flest delegerede men ikke med et flertal når Demokraterne afholder deres konvent i Denver, Colorado i slutningen af august 2008. Dermed bliver de såkaldte superdelegerede afgørende. Superdelegerede er valgte repræsentanter, partibosser og andre fra Demokraternes partiorganisation og udgør cirka 800 delegerede. Nogle af dem har allerede meldt ud, hvem de støtter, men det er på ingen måde en bindede udmelding og deres vurdering af, hvem der bedst kan slå John McCain i præsidentvalget, kan sikre pågældende valget som Demokraternes præsidentkandidat.

Hvorfor er det så endnu ikke afgjort? Det er meget længe siden at Demokraternes primærvalg ikke har været afgjort så langt henne i processen. Grunden til dette, mener jeg bunder i at man står i den helt unikke situation, at man har 2 yderst kvalificerede kandidater, der hver især er i stand til at mobilisere enorme mængder af opbakning, både økonomisk og fra partiets græsrødder og som derfor kun vanskeligt at gennemtvinge et afgørende overtag. Egentligt burde Demokraterne ikke klage, da begge kandidater har en reel mulighed for at vinde præsidentvalget. Men dertil skal der dog siges at der også er svagheder ved denne meget langtrukne proces. For det første koster det enorme resurser. Ganske vist bliver donationer til primærvalgene ikke inkluderet i max-donationsgrænserne til præsidentvalget, men allerede nu har de to kandidater trukket store veksler på deres støtter og pengene kunne ærlig talt bruges bedre på en massiv national kampagne. Samtidig øges risikoen dag for dag for at en af kandidaterne eller begge, falder for fristelsen og benytter sig af negative beskrivelser af den anden. Det kan kun skade Demokraterne når det rigtige valg skal stå. Og for det tredje giver det Republikanerne lejlighed til uforstyrret at lancere deres nationale præsidentkampagne.

Alt i alt ville det nok være smartest hvis en af kandidaterne trak sig, men det sker næppe.

Klik på kortene for at se et større billede.

Enhedslisten:

Venstre:

Socialdemokraterne:

Her er et kort over SFs stemmefordeling ved valget i november 2007. SF gik som bekendt voldsomt frem og fik sit næstbedste valg til dato med 13 procent af stemmerne. SFs stemmer er på ingen måde fordelt lige over landet, som kortet også viser.

Klik på dette link for at se billedet i en meget bedre opløsning. På kortet ses det tydeligt at storbyerne stadigvæk er SFs højborge.

I dele af København fik SF mere end dobbelt så mange stemmer, som landsresultatet og kun på traditionelt konservative Frederiksberg, fik SF mindre end 20 procent af stemmerne. Dårligste kreds i København var Østerbro med 20,1 procent af stemmerne, men det er vel at mærke også i Socialdemokratiets formands hjemkreds. Bedste kreds var Nørrebro med 27,3 procent.

I Århus fik SF også en resultat, der var markant over landsgennemsnittet, dog alle 4 kredse under 20 procent. Bedst var Århus Nord med 19,5 procent, Århus Vest dårligst med 15,4 procent.

Danmarks tredjestørste by, Odense, gav også SF en virkelig godt resultat. Alle 3 kredse lå et pænt stykke over landsgennemsnittet, med Odense Øst som den suveræne topscorer med 18,8 procent. Øst er også den eneste kreds vest for Storebælt, hvor AFØ har flertal alene (faktisk fik A og F 50,0 procent, med Enhedslisten bliver det 52,7). Fyns storkreds var dog SFs næstbedste med 14 procent af stemmerne, kun overgået af Københavns Storkreds med 21 procent.

Jylland er SFs achilleshæl, især jo længere vest vi kommer. Især er det interessant at SFs dårligste kredse i hele landet er Herning Nord (6,2 procent) og Ikast (7 procent). Disse byer er til dels præget af traditionelle fremstillingsvirksomheder uden at SF, eller for den sags skyld Socialdemokraterne, har kunne finde fodfæste her. Langs købstæderne på østkysten får SF nogle flere stemmer - Kolding er Villy Søvndals hjemby - mens en by som Aalborg ligger under landsgennemsnittet, bortset fra Aalborg Øst (13,2 procent). Lemvigs 13 procent hænger sammen med bysbarnet Kresten Touborg og en del øko-bønder.

Lolland har jeg tidligere omtalt. Flemming Bonne er den altafgørende grund til at SF fik 25,8 procent her. Resten af Sjælland ligger lidt under valgresultatet. Især er det overraskende at SF kun fik 12,5 procent i Kalundborg hvor Tommy Dinesen var SFs eneste tilbageværende borgmester (Dinesen trak sig januar 2008 på grund af dårligt helbred og blev erstattet af en socialdemokrat), men det beviser blot at kommunalpolitik og landspolitik er to vidt forskellige ting.